tirsdag den 9. juli 2013

Biogas1 blanding og Silphie til biogas

I projektet bæredygtige biogasafgrøder dyrker vi, med start her i foråret 2013, den tyske biogasblanding, Biogas1, med 25 forskellige plantearter. Det er Biogas1 der ses i forgrunden på det nederste billede, her først i juli er den allerede 40-50 cm høj og med en stor biomasse. Vi genkender umiddelbart katostearter, solsikke, lucerne, boghvede, grå bynke, stokrose, esparsette og honningurt.
Denne blanding skal høstes engang i august/september og der skulle ifølge tyske forsøg, være et udbytte i tørstof og i methangas, stort set på linje med majs. Og den lover jo godt allerede.
I baggrunden og på det øverste billede ses Skålplanten eller Silphie, som den også kaldes. Den er plantet ud på marken her i foråret og endnu har den ikke gjort det store væsen af sig, men det ses af de fine nye blade at den har det godt og trives. Der skal ikke høstes på den i år, men fra næste år og de næste 15 år forventer vi på baggrund af tyske forsøg, biomasse- og methangasudbytter på linje med majs.
Torsdag 26 september fra 13-17 er åbent hus på Foulum, og her kan man se og høre nærmere.
 
Carsten Markussen 
Planteavlskonsulent  
Mobil: +45 30 62 72 15 mail: cma@okologi.dk




Ingen kommentarer:

Send en kommentar