torsdag den 20. februar 2014

Peders nye drone

Så skal vi ud at se på marker til foråret.
Med en drone behøver vi ikke at slide gummistøvlerne op og dertil får vi et helt anderledes overblik over tingene, i forhold til når vi står med støvlerne solidt plantet i mulden. Med et højopløseligt kamera monteret, kan man se rigtig mange spændende ting i markerne.
Spændende tiltag og sjovt legetøj, nu skal vingerne sættes på og der skal ”smøres”, rettes og tilpasses lidt.
Vi er nogen stykker der glæder os til det bliver forår, og nu er der en grund mere til at glæde sig.

Carsten Markussen 
Planteavlskonsulent  

 
mobil: +45 30 62 72 15 mail: cma@okologi.dk




mandag den 10. februar 2014

Rettidig vinterhvede

Sået den 25. september efter en fin afgrøde hestebønner. Denne hvedemark i Thy er sået med en Cameleon på 25 cm rækkeafstand. Der var ikke mulighed for radrensning i efteråret, så der er en tæt, virkelig tæt bestand, af fortrinsvis rød tvetand. Det er en tung mark, JB6 og den er meget, meget stenet. Det vil sige at radrensningen vil komme ret sent. Det er foreslået at den gylle der er til rådighed, ca 130 kg tot-N, skal tildeles tidligt og umiddelbart før radrensningen. Det bliver nødvendigt at få en del jord flyttet, for at få underskåret og hæmmet så meget af ukrudtet som overhovedet muligt.
Når det så er sagt, så giver den tidlige såning af økologisk vinterhvede en stærk afgrøde, der er kommet godt ind i vinteren og som på nuværende tidspunkt ser ud til at ville afsted i en fart, hvis foråret kommer som planlagt om en lille månedstid.
Rettidigheden giver stærke afgrøder - og stærke ukrudtsplanter. Cameleonen kommer på arbejde.
Sven Hermansen  Økologikonsulent.  mail:  sh@okologi.dk. mobil: +45 29 43 75 50