tirsdag den 4. marts 2014

Gulurt i Rug

Gulurt eller Amsinckia, er en rigtig skiderik i det økologiske planteavlssædskifte. Den er ekstremt aggressiv i vårsæd og i svage eller svagtgødede afgrøder, kan den helt tage magten fra kornet. Til gengæld er den sårbar i vintersæd hvor den normalt vil udvintre, hvis ellers det bliver vinter.

Hos Jan Thorsen ved Mariager har der været meget gulurt i markerne. De har spredt sig fra en afgrænset plet, til hele marker. I 2013 tog de pynten af havren, der var gødet med svinegylle, ca 65 kg tot-N/ha, i et kornrigt sædskifte.

For at komme foran gulurten er der i efteråret etableret et falsk såbed allersidst i august, det er harvet igennem igen, midt i september og rugen er sået sidst i oktober. I rugen er der ganske få og meget svage gulurt, der ikke har en chance, når rugen tager fat, lige om lidt. I et vindue, hvor der ikke er sået rug, altså 14 dages længere vækst, er der kraftige gulurt, der nok skal blive til noget.

Et par år med vintersæd vil helt sikkert reducere gulurten hos Jan i Mariager

Sven Hermansen, Økologikonsulent. Mail: sh@okologi.dk mob.: 2943 7550

Ingen kommentarer:

Send en kommentar