mandag den 4. august 2014

Tidlig høst skal udnyttes til grøngødning




Høsten er usædvanlig tidlig i år, og det bør du udnytte til at etablere en god grøngødning ved at så det hurtigst muligt efter høst.

Vintervikke og fodervikke er afprøvet i økologiske landsforsøg i 2001-2002. Alle de afprøvede grøngødningsafgrøder havde en god effekt på udbyttet i den følgende vårbyg, som gav op til ca. 20 pct. højere udbytte i gennemsnit af forsøgene. Forsøgene blev sået i løbet af august (i gennemsnit ca. 15. august). Hvis det bliver sået før 15. august, er der evt. mulighed for et højere merudbytte, hvis etableringen af grøngødningen bliver vellykket. Efter en god grøngødning er det muligt at prioritere husdyrgødning til andre afgrøder med en ringere forfrugt.


Mindre udvaskning ved iblanding af rug
Vintervikke giver mindre udvaskning end fodervikke, da sidstnævnte ikke overvintrer. På sandjord bør du derfor så fodervikke sammen med vinterrug for at kompensere for udvaskning af kvælstof fra fodervikken. Vintervikke er dyrere som frø og kan også risikere at give ukrudtsproblemer i kornafgrøder på længere sigt.

Vintervikke synes ikke at være til salg til landbrug nogen steder. Hverken økologisk eller konventionelt. Fodervikke findes heller ikke økologisk, men som konventionelt frø og er set til ca. 10 kr. pr. kg. Begge priser eksklusiv moms.

Udsædsmængder:
Vintervikke: 40-60 kg pr. ha
Rug/vintervikke: 40/25 kg pr. ha
Rug/fodervikke: 40/40 kg pr. ha

Michael Tersbøl
Tlf.: 5153 2711

Ingen kommentarer:

Send en kommentar