torsdag den 11. december 2014

Koks i jorden?

Nye forsøg med tilførsel af halmkoks har givet 22 pct. højere kerneudbytte på grovsandet jord (Jyndevad). Halmkoks fremstilles ved pyrolyse af hvedehalm, dvs. en forbrænding ved omkring 500 C og uden ilttilførsel. Det svarer til fabrikation af Biochar, som er det engelske udtryk for biokoks. Der blev tilført 1 % koks til jorden, hvilket svarer til 30-40 tons pr. ha.
Forklaringen på merudbyttet er at vandkapaciteten i jorden øges, og modstanden, som rødderne møder ved vækst i jorden, mindskes. Men der kan være andre og flere forklaringer.
Det fremgår ikke direkte af Økologivejledningens bilag om det er tilladt at bruge halmkoks. Hvis det tolkes som en halmaske, så er det ikke tilladt, mens træaske, og dermed biokoks fra træ formodentlig må bruges. Biokoks er endnu ret dyrt af fremskaffe, så det er indtil videre en lidt usikker investering. Flere forsøgsresultater må afventes inden der kan anbefales noget om biokoks. De nævnte forsøg bliver præsenteret på Plantekongres i Herning den 15. januar 2015.

Michael Tersbøl
Mobil 51532711
Mail: mit@okologi.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar