onsdag den 9. april 2014

Ærter skal i jorden

Her er et ærgerligt tilfælde hvor en nyindkøbt, godt brugt såmaskine skal så ærter for første gang. Man har ikke været opmærksom på at rulleskærene i midtersektionen er slidte og derfor ikke når tilstrækkeligt dybt i jorden. Samtidig har der været overtryk på ydersektionerne, så de har sået dybere, mens midten er blevet løftet. Lidt teknisk, meget ærgerligt, fordi sådan en ærtemark kommer skidt fra start. Marken blev straks tromlet for at holde ærterne i jorden og nu er der kommet vand. De skal nok spire, for duerne har ikke fået øje på de ærter der ligger oven på jorden. Men de kan ikke strigles, det ligger de for øverligt og for uensartet til. Vi kan og vil ikke beregne tabet ved det dårlige arbejde på dette tidspunkt, men ukrudtskonkurrencen kommer til at koste. Ærter til modenhed er en vigtig men ret svag økologisk afgrøde.
Sven Hermansen Økologikonsulent. mail: sh@okologi.dk mobil: +45 29 43 75 50

hybrid-vinterraps

Vores nye planteavls-erfagruppe, Nordjylland, holdt første møde på en dag hvor det var flot vejr for vindmøllerne. Jens Christensen, på den gode jord nord for Skive var vært og vi kom langt omkring. Første stop var vinterrapsen, en hybridsort der er sået 14. august. Det er tidlig såning, på en mild lokalitet, i et mildt efterår. Der er givet ca 50 kg N ved såning, derefter radrensning. Så er der radrenset igen i foråret og tilført yderligere 150 kg N! Her lige før blomstring er der meget lidt bundukrudt og kun ganske få glimmerbøsser i marken. Det betyder at hovedskuddene får fred til at åbne sig i stedet for at blive gnavet i stykker på rosetstadiet. Det ser meget lovende ud.
Alt bærer med denne afgrøde frem til nu, både vejr og indsats. Så vinterraps skal forkæles for at komme hertil. Det er en dyr afgrøde, men potentialet er stort.

Sven Hermansen Økologikonsulent. mail: sh@okologi.dk mobil: +45 29 43 75 50